Om kunstneren

Karin Lykke Groth er født i København 1967. Hun er billedkunstner med moderne akvarelteknik som foretrukken udtryksform, og er i dag bosat med atelier i Vallekilde, Nordvestsjælland.

Hun har en forkærlighed for den nordatlantiske motivverden, og mange af hendes studierejser og arbejdsophold har været og er i Norden, senest Lofoten og Alta i Nordnorge, Island og Færøerne.

De fleste af Karins landskabsbilleder er stemningsbilleder med inspiration fra disse studieophold.

Croquis – tegning efter nøgenmodel og med kort tid til at fange den aktuelle bevægelse – er en anden inspirationskilde. Udvalgte croquistegninger danner ved viderebearbejdning basis for større billeder, bl.a. i den seneste billedserie ”Tribute”, udstillet på Gamla Kraftstationen i Värmland, Sverige sæson 2020.

Mange af Karins akvareller er 1 x 1,5 meter og større, hvilket er utraditionelt, udfordrende og krævende, både teknisk og fysisk! Hendes separatudstillinger består oftest af 30 – 50 værker med samme tema, og i en kombination af større værker suppleret med mindre skitser og forstudier.

Karin Lykke Groth har modtaget det Letterstedske Legat til studieophold på Kunstnerhuset i Lofoten samt Fondet for Dansk–Islandsk Samarbejde til studieophold på NES Artist Recidency, Skagaströnd i Island.

Hendes baggrund er fra Kunstakademiet i København 1986 – 1994, og efterfølgende med undervisning i moderne akvarelteknik på Gerlesborgsskolan i Sverige ved Arne Isacsson, Lars Holm, Anders Wallin, Morten Paulsen og Hasse Karlsson.

Siden 2011 har Karin undervist i moderne akvarelteknik og arrangerer som kursusleder årligt weekendog ugekurser i Danmark og Nordnorge. Herudover underviser Karin på deltid amerikanske udvekslingsstuderende i akvarel hos DIS i København.

Karin er bestyrelsesmedlem i Holbæk Kunstforening, Æglageret, hvor hun bl.a. har været tovholder på afvikling og facilitering af den censurerede VK udstilling i en årrække, samt deltaget i planlægning og kuratering af Æglagerets skiftende udstillinger.

Repræsenteret i årbogen ”101 kunstnere 2016” v. redaktør og kunstanmelder Tom Jørgensen samt på Æglageret i Holbæk, i Galleri Dagfinn Bakke, Svolvær i Lofoten og Continiuum Movement Art i New York.

Karin har deltaget på en række censurerede udstillinger. Hun er antaget til Odsherreds Kunstdage i Pinsen ved censur i 2007 – og har herefter deltaget hvert år – Roskilde Åben 2014 og 2015, tegningsudstillinger i Pakhuset, Nykøbing Sj. i 2014, 2015 og 2017 samt VK20 i Holbæk og Gamla Kraftstationen, Värmland i Sverige sæson 2020. Hun har desuden udstillet i en lang række kunstforeninger og gallerier i Danmark og Norden.

Karin havde sin professionelle debut på Kunstnernes Sommerudstilling 2020.

 

Repræsenteret:
Æglageret, Holbæk
Galleri Dagfinn Bakke, Svolvær i Lofoten
Odsherreds Kunstdage i Pinsen
Continuum Movement Art


Legater:
Fondet for Dansk-Islandsk Samarbejde
Det Letterstedske Legat

Download Biografi
Download Artist Statement
Download CV
Download Portfolio